MessingJens

Anders og Gabrielle

 

Messingjens

Der er mange, for hvem bynavnet Mesing er uløseligt knyttet til beretningen om hesten Messingjens, der deltog i Napoleonskrigene. Hesten er en af hovedpersonerne i en fantastisk beretning, som er udødeliggjort af St. St. Blicher, der lader den - i noget forvansket form - indgå som en af fortællingerne i Æ. Bindstouw.

Hesten kan næsten sikkert siges at stamme fra landsbyen Mesing, nord for Skanderborg, og har fået navn efter sin hjemby. Historien har også tilknytning til Blichers sogn Thorning, hvorfra den første rytter- soldat, der red på Messingjens, gårdejer Claus Nielsen Wattrup, kom.

Det er måske derfor, Blicher har benyttet historien, men den fortælling, der indgår i E. Bindstouw er på en del punkter væsensforskellig fra den virkelige historie.

Men har historien ikke også så megen tilknytning til Mesing, at den hører hjemme i en lokalhistorisk sammenhæng?

Da ryttersoldaten Claus Nielsen Wattrup blev syg, blev Messingjens overtaget af en anden soldat, Anders Rasmussen, der var en gårdmandssøn fra Egebjerg nord for Horsens.

Anders Rasmussen skal have erhvervet sig retten til den efterspurgte hest ved at smøre sine foresatte med lidt af de gode sager, han fik sendt hjemme fra gården, da han midt under Napoleonskrigene blev indkaldt til Hestefolket og gennemgik rekrutskolen.

Og så måtte Anders Rasmussen og Messingjens drage i krig, og de kom vidt omkring i Europa uden at komme meget i berøring med fjenden.

Danmark var med i krigen på Napoleons side, men efter slaget ved Waterloo kom de danske soldater til at deltage i besættelsen af Frankrig, og Anders Rasmussen og Messingjens kom i 1816 til byen Arleux i Nordfrankrig.

Her blev de danske soldater indkvarteret privat.

Anders Rasmussen fik kvarter i huset hos en rig, adelig guldsmed ved navn de Bercon. som i lighed med de fleste franskmænd var svært glad for de danske soldater - i hvert fald i begyndelsen.

Guidsmeden havde en eneste datter, Gabrielle Coudron Philippe de Bercon, en meget smuk ung pige med en blændende hårpragt.

De to mennesker blev betaget af hinanden, og der opstod et varmt kærlighedsforhold imellem dem.

Men det var trods alt mere end den gode guldsmed kunne acceptere, og han søgte på alle måder at forklare sin datter, at dette var et umuligt forhold. Da det ikke lykkedes, forsøgte han sig hos Anders, og han gik endda så vidt som til at tilbyde ham 15000 rgd., hvis han ville give afkald på Gabrielle.

Det var mange penge - en gård hjemme i Danmark kunne dengang erhverves for ca. 1000 rgd.

Men Anders stod fast, han ville have Gabrielle og hun ham.

Meget imod faderens vilje - men måske lidt med moderens hjælp - blev de to unge viet af den danske feltpræst, der hed Nyholm. Anders satte sine foresatte ind i sagen, og han fik tilladelse til at tage pigen med.

Men hun måtte forklædes til afrejsen, og hun blev ifØrt en dansk husaruniform, og Anders lavede en falsk knebeisbart af de yderste spidser af hårene i Messingjens’ manke, den fik hun klistret under næsen.

Der skal have været flere franske piger, der fulgte med de danske soldater, da de drog af mod nord, men efterhånden faldt de andre fra, kun Gabrielle holdt ud, selvom det sikkert har været svært for hende at sige farvel til sin hjemstavn. Hendes identitet blev snart afsløret, men de andre soldater accepterede »den lille soldat med den store knebelsbart« -ikke mindst fordi hun gerne optrådte som matketenderske og deltog i forplejnmgen og gerne skænkede brændevin fra et anker med et pæglmål, der endnu skal være i slægtens eje.

På ryggen af Messingjens gennemførte de to unge den månedslange rejse hjem til Danmark og kom i vinteren 1818 til Fredericia. Her blev soldaterne afmønstret, og hesten Messingjens blev solgt tillige med en del andre “udsættere”, og køberen var naturligvis Anders Rasmussen, der ikke kunne skilles fra sin gamle ven.

Og så drog Messingjens med Anders i sadlen og Gabrielle på bagsmækken videre nordpå med hjemgården i Egebjerg.

Anders præsenterede familien for sin franske kone, og faderen spurgte straks:

»Håe hu’ noej?«.

Hertil måtte Anders svare, at det eneste hun ejede var han hjerte.

»Læ hinn så reijs« -var faderens svar.

Men det var Anders ikke til sinds at gøre, så han forlod den fædrende gård sammen med sin kone, og på ryggen af Messingjens drog de mod nordvest til landsbyen Undenip lidt nord for Nim.

Her lejede de sig ind på en gård, og for sine sparepenge købte Anders 8 tdr. land ved Torp lidt Øst for Underup, og her byggede han et lille hus.

Her fik Messingjens sit otium. Han skulle intet arbejde udføre, bortset fra at være ridehest for Anders en gang imellem, når han havde et ærinde i købstaden. Ellers gik hesten rundt på gårdens områder uden tøjr og uden indhegning, som han altid havde gjort.

Gabrielle og Anders fik fem børn: Kirsten, Rasmus, Gabrielle, Karen og Karoline, og selvom kårene må have været små, skal de have levet lykkeligt på det lille husmandssted.

Messingjens endte sine dage her, og så stor var Anders’ kærlighed til sin gamle ven, at han ikke ville »træk kjowlen aa ham for aafle det« og heller ikke »ha awyjn eller hunn te aa snagh i ham«, så Jens blev behørigt begravet på gårdens område. Blichers fortælling slutter med Messingjens’ død og begravelse.

Han skal have fået beretningen af en tækkemand, der »laa aa tat« på laden ved præstegården i Thorning, mens Blicher gik nede på gårdspladsen og langede stråene op.

I Æ. Bindstouw er det Rasmus Owstrup, der har oplevet historien og beretter om Messingjens.

Han bliver taget til Hestefolket og møder i Horsens. Som i den virkelige historie får han tildelt Messingjens efter Wattrup ved at smøre sin underofficer med gode sager fra hjemgården.

Hæren drager sydpå, og i Åbenrå indkvarteres soldaterne hos de lokale beboere, og Rasmus får kvarter hos en gårdmand, med hele seks døtre.

En af dem hedder Helle, og hun sørger lidt ekstra for Rasmus, der beklager sig over den forplejning han får af gårdmanden, som er en »pihnwon hund«.

Helle og Rasmus er dæknavne for Gabrielle og Anders Rasmussen, og også i Blichers fortælling bliver de unge glade for hinanden. Da hæren drager videre i krige som Blicher ikke gør meget ud af - lover Helle at vente på Rasmus.

Da han vender tilbage venter Helle dr også på ham, men hendes far er imod bekendtskabet, så som i den rigtige beretning må Rasmus smugle hende ud, iført soldateruniform og med den hjemmegjorte knebelsbart under næsen.

Rasmus og hæren med Helle i husaruniform når tilbage til Horsens, hvor Rasmus Owstrup køber Messingjens, der er blandt de udtjente, der sættes til salg.

Så fortsætter de tre til Rasmus’ fødegård, hvor de i modsætning til den rigtige historie får en god modtagelse. Her bliver de gift, og Rasmus overtager den fædrende gård, og de lever lykkeligt sammen.

De får to børn, og dr Messingjens’ dage er talte, står hele familien omkring ham, til han dør, og som i den rigtige beretning bliver Jens begravet på gårdens område.

Her ender Blichers beretning, men den rigtige historie fortsætter og får en tragisk slutning.

Gabrielle havde svært ved at falde til i Danmark. Hun skrev breve hjem til familien i Arleux og blev efterhånden forsonet med sin fader, men hun genså aldrig sin hjemegn og sin familie.

Så længe Anders levede gik det godt, for de to respekterede hinanden højt og levede i et hamionisk samliv.

Men Anders døde i 1845 af tuberkulose, og så gik det nedad med Gabnelle.

Hun længtes voldsomt mod sin hjemegn og sin familie, og flere gange har hun begivet sig sydpå til fods for at prøve at komme hjem, og hver gange er hun blevet hentet tilbage.

Til sidst blev hun spærret inde i den lille stue i Torp, og i 1855 døde hun, 64 år gammel.

Både Anders og Gabrielle er begravet på Underup kirkegård, men gravstenene er borte.

I Arleux er sporene af guldsmedens adelige familie også udslettet. To verdenskrige har ødelagt kirken, og kirkebøgeme findes ikke mere.

Men historien om Messingjens lever stadig. Da han fik sit velfortjente otium på på gården i Torp og døde elsket og respekteret af familien, i hvis liv han havde spillet så stor en rolle.

Endnu i 1970 mente man at kunne påvise stedet ved Torp, hvor hesten ligger begravet.

En efterkommer af familien, Rasmus Jensen, der var den sidste, der boede i huset i Torp, har fortalt, at en ældre mand, Anders Ølvisen fra Jeksen, barnebarn af Gabrielle og Anders, havde udpeget stedet for ham og sagt:»Hie legge Messingjens, aa de passe pinde«

Bent Meyer.

Kildehenvisninger: Harald Pedersen: Blichers Messingjensnovelle, østjysk Hjemstavn 1970

St. St. Blicher: Æ. Bindstouw.

tilladelse fra www.vrask.dk

Copyright © All Rights Reserved Fie Lindenstrøm E-Mail: fie@lindenstrom.dk